UDDRAG


TIM

Jeg drejer ned ad Grønningen og nærmer mig vandet og Langeliniekaj. Et stykke foran mig i den modsatte vejbane kører der en snerydder ganske langsomt. Fire unge mennesker står i vejsiden og klapper af den, da den passerer.

Længere fremme står to kvinder, den ene har en kæmpe frakke på. Da den anden får øje på min bil, springer hun ud på vejen. Jeg får øjenkontakt med hende i samme øjeblik, som hun fatter, at jeg har til hensigt at køre udenom hende i stedet for at standse.

Først da jeg er forbi, stopper jeg og ruller vinduet ned. Jeg læner mig ud.

“I skal passe på,” råber jeg.

For sent opdager jeg, at hun løber efter min bil. Inden jeg får rullet vinduet op igen, har hun stukket sit hoved ind til mig.

“Kan du køre os til hospitalet?” spørger hun med en stemme, der lyder, som om den er på nippet til at skrige, og at ordet nej ikke er en mulighed.

“Nej,” siger jeg, “jeg skal ikke den vej.”

Jeg studerer mine hænder på rattet. Jeg kan mærke, at hendes hoved stadig er i vinduet, og at hun stirrer på mig uden at blinke. Jeg begynder at rulle op.

“Hvorfor ikke?” spørger hun.

Langsomt nærmer ruden sig hendes hals. Jeg løfter hånden.

“Fordi jeg skal noget.”

“Det kan du gøre bagefter, vent her, mens jeg henter min søster,” siger hun og trækker hovedet til sig.

“Helt ærligt,” hører jeg mig selv sige, mens vinduet ruller i.

Jeg ser hende forsvinde i snevejret bag bilen. Min fod bevæger sig op på speederen og min hånd er ved at sætte gearstangen i første gear. Jeg skal lige til at køre, da begge kvinder kommer til syne i sidespejlet. Den anden kvinde er så tyk, at hun må trækkes og skubbes af sted.

Jeg slipper speederen. Kort efter mærker jeg et bump i hele bilen og vender mig om. Den tykke er landet på bagsædet, og nu hopper den anden ind ved siden af hende.

“Her,” siger hun og rækker mig øksen og stripsene, “kan du lige tage det her foran.”

Jeg lægger tingene på forsædet ved siden af mig og sætter bilen i gear. Men da jeg træder på speederen, flytter bilen sig ikke.

“Av,” skriger den tykke af dem, som om det er hende, jeg træder på.

Jeg vender mig og ser på hende, hun spænder sin krop som en bue.

“Venter du barn?” spørger jeg.

“Ja, vi overvejede at ringe efter en ambulance.”

Jeg trykker på speederen, men vi kommer ingen vegne. Det eneste jeg mangler for at fuldende min dag er at sidde fast i sneen med lige præcis sådan to typer på bagsædet.

“Kør til,” gisper den gravide.

“Jeg prøver,” siger jeg, endelig får bildækkene fat i sneen, og vi kører.

“Helst en lille smule mindre hurtigt,” lyder det snart fra bagsædet.

“Måske vi hellere skulle vente på den taxa,” siger den gravide, “av for …” tilføjer hun.

“Bare kør,” siger søsteren.

Vi ræser forbi Kastellet, hvor et par mennesker har ryddet noget af sneen på isen og løber på skøjter.

“Sikke et vejr, det er blevet i København,” siger jeg.

“Det er ikke kun her,” siger søsteren til mig i bakspejlet. “Min svoger sidder fast i Arlanda lufthavn. Men han kommer med til fødslen på Skype.”

“Jeg vil også hellere være med på Skype,” siger den gravide.

Vi kurer gennem byen, nærmest som på en slæde. Sneen høvler ned på skrå.

“Vi fik at vide, at vi skulle køre til fødeindgangen,” siger søsteren.

“Hvor ligger den?” spørger jeg.

“Det ved jeg ikke.”

Ingen af os siger noget, vi sidder alle tre og kigger ud ad vinduerne. Jeg burde binde noget hvidt i antennen på bilen, så man kan se, at vi skal hurtigt frem. Men alt andet er jo også hvidt.

“Hvad var det, du skulle?” spørger den ene, da vi drejer fra mod hospitalet.

“Ikke noget særligt,” svarer jeg.

“Det kender jeg godt, men så plejer jeg at se en tv-serie,” siger den gravide.

“Det problem får du nok ikke de næste 15 år,” siger søsteren til hende.

Da vi nærmer os hospitalet, kan den gravide godt huske, hvilken indgang vi skal til, hun dirigerer os det sidste stykke. Jeg kigger op på den etage, hvor der står en seng klar til mig sammen med pleje, omsorg og den medicin, som jeg snart får brug for.

Søsteren har åbnet sin bildør, men den gravide bliver siddende og venter på at blive hjulpet ud.

“Lad mig give en hånd,” siger jeg og springer ud.

“Tak for turen, nissemand,” siger den gravide og tager imod min arm.

“Kan vi give dig noget for turen?” spørger søsteren.

“I kan sørge for, at barnet kommer godt til verden,” siger jeg og peger på den store mave.

Hende, der ikke skal være mor, giver mig en ordentlig smasker på kinden.

“Tak …” siger jeg.

Arm i arm, som om det er den store mave, der trækker dem af sted, går de mod indgangen.

Jeg kigger lidt efter dem, så smider jeg øksen og stripsene om i bagagerummet og ringer til mine forældre. De svarer ikke. Jeg kigger på klokken og op på hospitalet, så beslutter jeg at køre forbi mine forældre og tjekke en ekstra gang, før jeg kommer tilbage for natten.

Da jeg bakker ud fra parkeringsbåsen, ser jeg en kvinde stige ud af en taxa. Hun har et barn på armen, som fægter i min retning.

Moren kigger på mig, barnet siger noget til hende, taxaen kører, jeg nærmer mig langsomt i min bil og genkender barnet. Jeg ruller vinduet ned og vinker med nissehuen.

“Se det var rigtigt, vi mødte julemanden. Det var ham, som gav mig chokoladen med nødder,” råber barnet ivrigt.

Moren smiler til mig og kysser barnet på panden. Jeg læner mig ud af vinduet, mens jeg triller forbi.

“Vi ses juleaften,” siger jeg til dem, “jeg må skynde mig tilbage til mit værksted.”

Jeg kører tilbage over en af broerne ind mod byen. Man skal vide, at den er der, for at få øje på den. Der er grøn bølge hele vejen. Jeg synes, jeg begynder at mærke lidt kvalme, men det var nok bare en lille bøvs.

Da jeg holder for rødt på Rådhuspladsen, kommer der tre mennesker hen til min bil, de to yderste banker på ruderne. Den midterste er passiv. Det er en kvinde, kan jeg se, hun står med hænderne ned langs siden. Nogen har hængt en skuldertaske om halsen på hende. Jeg satser på, at det snart bliver grønt.

Men inden lyset når at skifte, har de to mænd åbnet døren og anbragt kvinden på forsædet ved siden af mig og sagt, hun skal køres hjem, godnat Monika og er gået igen.

Det bliver grønt, men jeg bliver holdende og glor på min passager. Hun ænser mig ikke, men stirrer tomt frem for sig med halvåben mund og hænderne på sin taske.

“Hallo?” siger jeg.

Hun reagerer ikke, blinker heller ikke.

“Prøv at høre her, jeg er ikke nogen taxa, så jeg kan ikke køre dig nogen steder hen.”

“Jeg hører, hvad du siger,” siger hun uden at ændre ansigtsudtryk eller at tage initiativ til at forlade min bil.

“Hvad er der i vejen?” spørger jeg.

Bilerne bag os dytter. Jeg er nødt til at køre. Hun lader sig glide frem og tilbage i sædet i takt med, at jeg skifter gear, hun har ikke taget sele på.

“Du har ikke noget at gøre her,” siger jeg.

“Nej, det tænker jeg også,” siger hun og ser på mig med store øjne.

“Er du altid sådan?” spørger jeg og kigger frem.

Sigtbarheden er virkelig ringe, jeg må holde øje med, hvor jeg kører. Der er stille ved siden af mig.

“Hallo?” siger jeg.

Der kommer ikke noget svar, og jeg beslutter at trække ind til siden og sætte hende af. Da jeg har tændt lyset i bilen og kigger på hende, ser jeg, at tårerne løber ned ad hendes kinder.

“Hvad sker der?” spørger jeg.

“Jeg er blevet fyret.”

“Ingen kan jo vide sig sikker nu om dage …”

“Det var mig selv, der gjorde det. Jeg er fyret for egen hånd.”

“Hvorfor gjorde du dog det?”

“Folk må forstå, jeg er ikke en afvikler, der lukker ned. Jeg er en udvikler, en udruller, en der udstikker retninger,” siger hun og kigger på mig. Hun virker til at kunne finde på hvad som helst. Gudskelov, at jeg lagde øksen og stripsene om bag i bilen.

“Jeg skulle fyre 11 mennesker i dag, men jeg fyrede 12. Det er hårdt. Selvom jeg har prøvet det før.”

“Det vil jeg tro.”

“Nej, for du aner ingenting. Intet,” siger hun og flytter blikket fra sine negle, der kradser i læderet på skuldertasken og op på mig. “Jeg kan se på dig, at du aldrig har haft modgang. Jeg har en veludviklet psykologisk sans, takket være mit job, forstår du.”

“Jeg har kræft,” siger jeg. “Jeg er startet behandling i dag.”

Hun kigger på mig.

“Det er nok bedst, jeg spadserer hjem,” siger hun og bliver siddende.

“Vi kan ikke blive holdende her,” siger jeg. “Skal jeg køre dig hjem?”

“Nej, endelig ikke hjem, forresten. Der er så tomt, selvom det stadig er en ulige uge. Vi har byttet, forstår du.”

“Jeg arbejder ikke med uger. Hvor vil du så køres hen?” spørger jeg.

“Hvor plejer du at køre folk hen?”

“Jeg er ikke en taxa ….”

“Nej, det siger du jo.”

Jeg slukker lyset, sætter bilen i gear og blinker ud.

“Godt så,” siger jeg. “Jeg plejer enten at køre folk til Kirken eller på hospitalet.”

“Så tager jeg Kirken, tak.”